Jeg har en holistisk tilgang til behandling og tænker på det hele menneske. Jeg arbejder ud fra, at vi alle skal have det så godt som muligt både mentalt og i egen krop.

Hvis der opstår ubalance et sted i kroppen, påvirkes hele kroppen. Det er derfor vigtigt at styrke hele kroppen til selvhelbredelse.

Det betyder, at jeg finder årsagen til symptomer eller sygdom og sammensætter ud fra det et behandlingsforløb, der passer til dig og din krop. I et sådant forløb vil jeg også guide dig i gode kostvaner, vitaminer, mineraler og evt. homøopati.

Mine behandlinger er aldrig ens og tilpasses lige netop dig ud fra hvor du er lige nu og hvilke ønsker og behov du kommer med.

Til oktober har jeg min afsluttende eksamen som zoneterapeut og bliver dermed RAB godkendt. Derudover er jeg medlem af brancheforeningen ZCT og det betyder, at du får en professionel behandling i trygge omgivelser.

Jeg er også yogalærer og har været det siden foråret 2019. Jeg tager udgangspunkt i Hatha Yoga og underviser i forskellige varianter herunder blid, flow og yin inspireret. Jeg underviser også i børne-og ungeyoga når muligheden byder sig.

Jeg glæder mig til at se dig.

Zoneterapeut og yogalærer
Nicola Østergaard

Zoneterapi er godt for alle

Jeg behandler klienter i alle aldre. Helt fra spædbørn med mavekneb til større børn med uro, folk med sportsskader eller stress og ældre med fx gigtsmerter. Alle behandlinger er individuelle. Du er meget velkommen til at kontakte mig, så vi kan få en snak om, hvad zoneterapi kan gøre for dig.

Kroppens organer er afspejlet på foden og ved at trykke og massere på fødderne, vil kroppen hjælpes tilbage til sin naturlige balance. Behandlingen er behagelig, og du vil opleve, at kroppen slapper af.

Hvert punkt under foden har forbindelse via nervebaner til et andet sted i kroppen. Gennem massage og trykpåvirkning aktiveres de nervebaner, som sætter en nænsom og naturlig udrensning og selvhelbredelse i gang i kroppen. Det vil sige, at hele kroppen bliver påvirket nænsomt men effektivt, for at få din krop tilbage i balance.

Hvordan foregår en zoneterapi behandling

Når du kommer til behandling hos mig, oplever du en tryg og rolig stemning med tid til dig. Ved første behandling opretter jeg en journal, og vi gennemgår de symptomer du oplever, og jeg spørger ind til, hvad du ønsker at få ud af behandlingen. Jeg stiller en række opklarende spørgsmål for at kunne tilrettelægge den bedste behandling til dig.

Det er meget forskelligt hvor mange behandlinger der er brug for. Generelt kan man sige, at jo længere tid du har gået med et symptom, jo flere behandlinger skal der til. Det betyder også noget, om du kommer med et akut eller kronisk problem. Langt de fleste oplever en forskel og forbedringer efter 2 til 3 behandlinger. Men nogle gange kræver det flere behandlinger.

I et behandlingsforløb kommer du længst hvis du også selv er aktiv. Det kan være du skal mærke, om der er noget der presser eller belaster dig. Kost, søvn, frisk luft og motion har også en betydning.

I et zoneterapiforløb giver jeg vejledning i kostvaner samt valg af vitaminer og mineraler og eventuelt homøopati. Homøopati er lægemidler der udvindes af stoffer fra plante-, mineral- og dyrelivet.

Uddannelser

  • Zoneterapeut uddannelse v. Sanne Andersen 450 timer, afsluttes oktober 2021
  • Yoga Alliance Hatha Teacher Training, 200 timer
  • Anatomi, Fysiologi og Sygdomslære hos At Work, 300 timer
  • Øreakupunktur som smertelindring v. Lars Kjeldal
  • Babymassage v. Helle Roed

Lad kroppen komme tilbage i balance

Bestil din tid